Bønne-tomat lasagne
Denne lasagne er både italiensk i smagen og dejlig mættende. Berlottibønnerne giver en god fylde der hverken er for let eller tung. Lasagnen her rækker langt, kan mætte til omkring 8 portioner og kan holde sig i flere dage.
Ingredienser
ca 500 g fuldkornslasagneplader
400 g tørrede berlottibønner
5 fed hvidløg
2 store løg
4 store gulerødder
4 stængler blegselleri
5 stk soltørret tomat i olie
5 spsk koncentreret tomatpuré
1 spsk balsamicoeddike
3 ds/karton flået tomat
3 spsk tørret oregano
1 spsk tørret basilikum
Evt. 1 spsk tørrede svampe
Et par laurbærblade
Salt og peber
- Bechamelsauce
100 g smør
1 dl mel
1 lille liter mælk
1 tsk. muskatnød
1 tsk salt og lidt peber
Revet ost og lidt rasp til toppen
Sådan gør du
- Sæt berlottibønnerne i blød natten over
- Kassér vandet og kog bønnerne 45-60 min – meget gerne i en grøntsagsfond, så er du foran på smag
- Hak/blend hvidløg, løg, gulerødder, soltørret tomat og blegselleri til en homogen masse og steg af i en stor bredbundet gryde med lidt olivenolie.
- Tilsæt tomatpuré og balsamicoeddike og lad gryden brænde en anelse på i bunden mens du rører kraftigt med en grydeske.
- Hak/blend de kogte bønner til en homogenmasse, de må stadig gerne have lidt bid, og hæld dem i gryden, steg videre et par min.
- Tilsæt krydderier og flåede tomater og lad det stå og simre min. ½ time. Smag til.
- Bechamelsauce
- Smelt smør i en gryde ved middelvarme
- Rør melet sammen med det smeltede smør, det må meget gerne brunes let
- Tilsæt mælken lidt efter under omrøring og lad saucen tykne under opkogning. Smag til med muskatnød og s/p
- Samling af lasagnen
- Smør et stort fad (eller 2 mindre) med olivenolie
- Læg lasagneplader, tomat-bønnesauce og bechamelsauce lagvis 3 gange og slut af med revet ost og lidt rasp på toppen.
- Bag i ovnen 180 gr ca 45 min. Lidt længere tid hvis du starter i en kold ovn. Lasagnen er færdig når pastapladerne er møre.
- Tag lasagnen ud af ovnen og lad den trække mindst 10 min. – den bliver bedre jo længere tid den får lov til at trække.
- Lige når det gælder bechamelsauce til vegetarlasagne, foretrækker jeg at bruge mejeriprodukter for at tilføre lidt fedme.Men du kan sagtens bruge vegansk smør og mælk.